Ungdomsafdeling

Copyright © HVR, RP - All Rights Reserved

 

Hvidovre Roklubs ungdomsafdeling

Rosæsonen

Ungdomsroning i Hvidovre Roklub er motion kombineret med socialt samvær og gode oplevelser.

Vi ror til daglig i farvandet omkring Kalveboderne og Køge Bugt, i løbet af rosæsonen er der også andre ro-arrangementer du som frigivet roer kan deltage i, fx langture, struktureret træning, regattaer eller 24-timers roning.. Rosæsonen starter ca. 1.april med standerhejsning og slutter ca. 30. oktober med standerstrygning.

Ungdomsaftenerne er hver onsdag kl 17.30, og vi slutter altid af med fællesspisning ca kl 20.

 

Om vinteren

I vintermånederne holder vi formen vedlige ved træning med løb, i roergometer og i svømmehallen i Avedøre Idrætscenter.

Nogle deltager også i indendørs turneringer, fx 8GP. I løbet af vinteren holder vi i reglen også et par arbejdsdage hvor vi vedligeholder bådene og materiellet, og har fællesspisning hvor vi hygger os og glæder os til at komme på vandet igen!

 

Om at være roer

At være roer tager tid. En typisk aften-rotur er på 7-12 km og tager minimum 1½ time. Båden skal rigges til, sættes i vandet, turen skal roes, båden tages op og rigges af, vaskes og tørres og sættes på plads. Når det så er sagt, så glæd dig! Det er en skøn sport og vi ror, fordi roning er:

 

God motion

Godt kammeratskab

Frisk luft og sol på næsen

Sol op- og nedgang

Fugletræk og flyvemaskiner lige over robåden

Kaffe og kage under eller efter roturen

Roture med landgang og badetur

 

Men roning kan også være:

Vabler

Ondt i røven

Silende regn

Kulde

Møgbeskidt og vådt rotøj

Modvind i flere timer hjem

 

Sjovt nok er det ofte den slags ture man husker længe efter.

Om at være i ungdomsafdelingen

I Hvidovre Roklub er der altid plads til nye medlemmer. Vi er en social klub, og vi vil derfor gerne tage rigtigt godt imod dig.

Vores ungdomsafdeling "genopstod" i september 2013, efter en del års "hvile", og i dag er vi ca 12 ungdomsroere på omkring 13 år, og et godt team af instruktører.

 

Det kræver ikke nogle specielle færdigheder at ro, kun lysten til at få noget god motion på vandet i en robåd med andre unge.

Instruktørerne vil tage i mod dig, og du vil i løbet af ca 6-8 gange blive instrueret i hvordan man ror i en rigtig robåd, og derefter frigivet.

Når du er frigivet, kan du tage ud at ro med alle klubbens styrmænd, både på ungdomsaftenerne om onsdagen, og ugens øvrige fællesroningsaftener, mandag, tirsdag og torsdag, hvor du vil komme med ud og ro i et tempo og en distance der er tilpasset dine evner.

 

Alle mellem 12-18 år kan blive medlem af Hvidovre Roklubs Ungdomsafdeling, og er velkomne til at komme forbi til en ungdomsaften en onsdag kl 17.30.

Og det er gratis at komme at prøve, så kig forbi, vi glæder os til at se dig !

 

Hvilket udstyr kræves der for at ro?

Der kræves ikke noget specielt udstyr for at ro, dog kan vi anbefale dig at ro i/tage følgende med:

Sportssko/lærredssko (ikke løbesko med kraftig hæl)

Træningstøj (joggingtøj) – gerne vind- og vandtæt.

En varm trøje – afhænger af vejret

Vandflaske

Evt. et håndklæde (Der er badefaciliteter i klubben).

 

Vil du vide mere?

Ungdomsafdelingen svarer altid på ungdom@hvidovreroklub.dk, eller 60683726.

 

Artikel om HvR´s ungdomsafdeling kan læses her. Du kan læse om nogle af UAs resultater her og her.